Hvad sker der, når vi står overfor døden

Der er mange beretninger om, hvad folk oplever at se, når de står ansigt til ansigt med døden. En tunnel, et lys, en engel, et liv der passerer revy. Men er det tegn på, at disse mennesker har fået et lille glimt ind i en verden udover vores, eller er det vores hjerne, der spiller os et pus?

 

Af Clara Edgar

Arkivfoto
Anders Petersen var fristet til at følge med ind i lyset og væk fra smerten, men besluttede, at han var for ung til at dø og kæmpede sig tilbage til livet.

Hurtige tilbageblik blev genkaldt for Anders Petersens indre. 19 år genlevet på 20 sekunder. En fodboldkamp. Første kys. Gåturen til skole. Første dag på universitetet. Også kom lyset. Foran ham, for enden af en tunnel, stod en kvinde med langt kridhvidt hår, der lå om hendes skuldre og nåede helt ned til jorden. Hendes ansigt var rart. Trygt. Hun smilede til ham. Og så var hun badet i lys. Hun løftede den ene arm, rakte den frem mod ham og signalerede med sin hånds bevægelser, at han skulle komme med hende. Han var fristet. Han fandt styrken i sig selv og sagde til hende, at han ikke skulle med. Han var ikke klar til at dø. Så snart ordene var sagt, begyndte hun langsomt at forsvinde bagud mod enden af tunnellen, før hun til sidst var helt væk og det eneste, der var tilbage, var mørket.

Anders Petersen fortæller om det møde, han som ung mand havde med døden, da han blev voldsomt syg og i en uge lå i koma, som lægerne ikke troede, han ville komme tilbage fra. Hans oplevelse har mange samlignelige elementer med det som andre mennesker, der har været klinisk døde, eller meget tæt på at være det, kommer tilbage og fortæller. De ser en engel, en de har kær, en tunnel eller måske sig selv udefra mens ambulancefolkene kæmper for at få dem i live igen. Ifølge hjerneforskning er der nogle neurologiske forklaringer på oplevelserne, men ikke alle er enige i, at de videnskabelige konklusioner er svaret. Psykolog Vitha Weitmeyer beskæftiger sig med bevidsthed, og hun er overbevist om, at svaret ligger i, at vi er mere end blot vores kroppe.

 

Vi er mere end blot vores kroppe

Vitha Weitmeyer har blandt andet arbejdet med den amerikanske psykolog og filosof Raymond Moody’s værk. Han har arbejdet med at samle beretninger fra folk, der har været klinisk døde, og historierne har overbevist Weitmeyer om, at hendes teorier omkring udvidet bevidsthed også kan overføres til mennesker, der har oplevet, at hjertet stopper med at give udsving på hjertekardiogrammet og bare vises som en lige streg. teorien handler om, at åbne op for nogle lag af bevidstheden, der gør det muligt at komme i kontakt med dybere lag af sin egen psyke, men også at komme til en forståelse af verden, der gør, at man kan leve et mere fredfyldt og roligt liv. Det kan opnås gennem forskellige typer af terapi og meditation, men Weitmeyer overfører det til nærdødsoplevelserne, fordi der er en så tydelig ensartethed i fortællingerne og fordi hun har observeret den samme form for sindsro hos mennesker, der kommer tilbage fra døden som hos dem, der har opnået indsigt på andre måder, og det giver hende et indtryk af, at det er det samme, der er på færde.

”Det kan observeres gennem meditation eller hos mennesker, der har taget bevidsthedsudvidende stoffer som LSD. De får adgang til noget bevidsthed, vi ikke har til daglig, og det kan give dem en helt særlig indsigt. Det er også det, jeg er overbevist om sker med dem, der har været tæt på ”Den anden side”,” siger Vitha

Det er en tanke, som Anders Petersen godt kan se sig enig i. Selvom Anders ikke har noget videnskabeligt belæg for, at kvinden i lyset var noget andet end en hallucination skabt af hans hjerne, er han dog sikker på, at hun var det.

”Jeg kan jo ikke bevise, at kvinden ikke bare var en drøm eller en hallucination, men jeg er bare overbevist om, at det er mere. Jeg tror måske, der er en forklaring på det, men vi har bare ikke evnerne til at fatte, hvad den forklaring er endnu,” siger han.

 

Når hjernen bliver stresset

Hjerneforsker ved Panum Instituttet Ole Kjærulff mener ikke, at de indtryk og oplevelser, man kan have, forbindelse med døden, er svære at forklare, eller at svarene ligger udenfor videnskabens grænser. Han trækker på de fysiske reaktioner og processer, der går igang i hjernen ved fysiske påvirkninger og stimulanser, og han konkluderer ud fra disse, at forestillingerne, om at se lys, tunneller, livet i revy eller at tro man snakker med en, der måske er afdød, er ganske naturlige, men heller ikke at de er mere end fejlkoblede indtryk.

Han forklarer, at der kan ske en overaktivering af nervecellerne bagerst i hjernen, der bearbejder synsindtryk, når der enten ikke kommer nok eller for meget ilt til hjernen, fordi man er i en fysisk livstruende sitution, og det kan give en illussion af at se en tunnel og at se lys. Han forklarer også, at vores hjerne kan narre os til at tro, vi ser noget, selvom vores synsfelt er lukket.

”I forhold til synsindtryk kan vi i hjernen ikke adskille det, vi ser fra det, vi tror, vi ser, fordi nervecellerne arbejder og får os til at tro, at vi har set noget, selvom der ikke er kommet nogle indtryk ing gennem øjnene,” siger Ole.

En anden forklaring på fænomenerne ligger i den måde, hjernen kobler indtryk sammen, som gerne skal have en eller anden form for logisk sammenhæng. Hvis ikke den sammenhæng er til stede, vil hjernen prøve at skabe den, og det kan give nogle vrangforstillinger om, hvad det er, vi oplever.

”Hvis vi får indtryk fra flere sanser på en gang, kan det blive rodet sammen i erindringen. Hvis vi eksempelvis hører en kæreste eller en stemme, der lyder som en bedsteforældres samtidig med, at nogle læger eller andre rører ved os, kan der blive skabt en kobling, der får os til at tro, at det er bedstemoderen, der sidder ved siden af os og snakker, selvom det ikke er tilfældet,” siger han

 

En uforklarlig aura

Både Vitha Weitmeyer og Anders Petersen erkender, at der kan kastes en videnskabelig kappe henover en række af historierne inklusiv det, som Anders selv har set, men de tror dog også, at der er begrænsninger ved konklusionerne, der ikke kan besvare de følelser, der hører med til at have set døden i øjnene.

Anders har siden han kom tilbage til livet levet efter overbevisningen om, at uanset hvad der sker, så skal det nok gå alt sammen, og han har taget valg og risici, som han ikke ville have gjort ellers, ligesom hans forhold til døden er blevet et andet.

”Jeg er ikke bange for døden. Det er det med at efterlade menneskerne i mit liv og den sfære, vi har sammen, der er trist, men jeg tror ikke, at det, der kommer efter, er ondt eller frygteligt. Jeg tænker det som noget varmt,” siger han.

Vitha Weitmeyer understøtter Anderss holdning. Hun forklarer, at der er en helt særlig ro ved de mennesker, der har været døde, der er svær at forklare videnskabeligt. Hun er overbevist om, at det skyldes det, de har set og mødt, der gør, at de ikke er bange, og at deres prioriteringer og måder at tænke på er blevet anderledes efter oplevelsen.

 

Forståelse af verden

”Jeg har fået fortalt fra en mand, der kom tilbage, at han, i sekunderne lige inden han døde, fik en opfattelse af, at hele verden hang sammen af bølger. Det stod helt klart for ham, men at han ikke kan genfortælle det ordentligt i dag, fordi de ord, han leder efter, er hinsides vores verden,” fortæller Vitha.

Det er noget, hun ikke ved, hvordan videnskaben vil forklare, og hun er sikker på, at en mulig forklaring fra videnskabelig hånd vil være mangelfuld og i bedste fald kun kunne afdække en del af det, der er på spil. Anders fortæller selv, at han ikke er blevet religiøs, efter han kom ud af komaet, men at han heller ikke, ikke er religiøs. Han har brug for sin tid alene, og han har brug for løbende at have frirum til at tænke tanker. Store tanker. Tanker der meldte sig umiddelbart efter, han vågnede, og som han aldrig havde tænkt ellers.

”Så går jeg ud i skoven, også tænker jeg over universet og galakserne og de utallige mælkeveje, og hvor lidt vi egentlig fylder. Det er ikke noget, jeg synes er rart, men som jeg bliver nødt til at gøre,” siger han.

Der er ikke kommet en konklusion ud af hans tankekraft endnu, men han tror på, at vi måske om hundrede eller tohundrede år har evnerne til at kunne forklare det, han så. Det vil være en forklaring, der kommer til at gå ud over den verden, vi kender, og de fysiske rammer vi holder os indenfor. Den vil vise os videnskabens begrænsninger og dens muligheder, men han tror ikke, at det bliver i hans levetid.

 

Kvinden fadede væk. Lyset forsvandt. Mørket var om ham. Intet andet tilbage end lysten til at leve. Tiden går, men pludseligt vågner Anders af sit koma. Han ved ikke præcist hvornår i løbet af den uge, han viftede døden bort. Var det dage, inden han vågnede. Timer. Minutter. Han ved det ikke. Det eneste, han ved, er, at videnskaben havde givet ham fem procent sandynlighed for at vågne igen, og nu var han her. Fysisk svagere end nogensinde, men psykisk stærk nok til at kæmpe sig tilbage og aldrig rigtig være den helt samme igen.